Den absolut hurtigste måde at flytte en WordPress-installation på

af | 4. oktober, 2016

På et eller andet tidspunkt kommer du måske til at stå i den situation, at din WordPress-hjemmeside skal flyttes – eksempelvis hvis du skifter webhotel. Det kan også være, at du allerede har stået i den situation. Der findes utallige måder at flytte sin WordPress-hjemmeside på, og nogle vil rådgive dig til den ene måde og andre til en anden. I dag findes der også plugins, der kan hjælpe med det, men jeg foretrækker stadig ’den klassiske metode’, dog med et twist. Den er sikker hver gang, og samtidig går det lynende hurtigt lige så snart, man har lært den.

Den klassiske metode består grundlæggende i følgende: download dine filer og database fra dit gamle webhotel, lav en search/replace og upload dem herefter til dit nye webhotel. Metoden i sig selv er fornuftig – den kan dog være langsom, og ved nogle temaer og plugins kan den give fejl. Jeg har tillært mig nogle ekstra twists, der optimerer processen, og alt dette vil blive beskrevet udførligt i denne guide.

Forudsætninger

For at kunne flytte en hjemmeside skal du have fuld adgang til begge webhoteller – dette indebærer som minimum, at du skal have adgang til FTP og PHPMyAdmin. Du vil ofte kunne finde alle disse informationer i de velkomstmails, du har fået fra de to webhoteller. Det er desuden en fordel, hvis du har cPanel – men ikke et krav.

Endvidere er der nogle, der foretrækker (og anbefaler), at du inden en flytning deaktiverer alle plugins og så aktiverer dem efter flytningen igen. Jeg har ikke oplevet problemer med dette, men det kan ske i nogle tilfælde – så det er op til dig, hvad du gør her. Det skader naturligvis aldrig at deaktivere dem.

1. Download dine filer

Det første, du skal gøre, er at downloade dine filer. Den klassiske metode er ganske enkelt bare at downloade alle filerne til din computer, men i dag er der en række webhoteller, der har en ’compressor’ i deres File Manager, der gør, at du kan komprimere alle filerne til en .zip-fil. Hvis du har denne mulighed, så er det en kæmpe fordel. Hvis du har en lille smule flair for PHP, kan du også komprimere filerne med PHP – vejledningen hertil tager vi en anden dag.

Har du cPanel, går du blot ind i File Manager, markerer alle dine filer og trykker ’Compress’. Herefter skal du trykke på ’Refresh’, downloade den nye .zip-fil og herefter slette .zip-filen.

2. Download din database

Næste trin er at downloade din database. Log ind i PHPMyAdmin, vælg den ønskede database og tryk på fanen ’Eksporter’. Anvend blot den hurtige eksportmetode og tryk udfør.

3. Search/replace

Hvis hjemmesiden bliver på det samme domæne, men du blot skifter webhotel – så se bort fra dette trin. Dette trin er kun relevant, hvis du fx går fra eksempel.dk til etandeteksempel.dk.

Hvis du skifter domæne, så er det vigtigt, at alle URL-adresser i databasen bliver skiftet over til de nye. Derfor skal der laves en search/replace. Nogle temaer (eksempelvis Divi og Enfold) kræver det bliver gjort på en speciel måde, og derfor bruger jeg altid værktøjet på nedenstående link. Forklaringen på hvorfor gemmer vi til en anden dag.

http://pixelentity.com/wordpress-search-replace-domain/

Følg blot instruktionerne – så får du til sidst en ny database-fil.

4. Upload databasen

Så er det tid til at hoppe over på det nye webhotel. Log ind i PHPMyAdmin, vælg databasen og tryk på fanen ’Importer’. Vælg den database-fil, der skal uploades. Hvis du har lavet en search/replace, så HUSK at uploade den fil, som ovenstående værktøj har genereret til dig.

5. Upload filerne

Når databasen er på plads, så skal du uploade filerne. Hvis ikke du havde mulighed for at komprimere filerne, så er det ganske enkelt – så uploader du bare alle filerne helt som normalt.

Hvis filerne er komprimeret i en .zip-fil, så starter du også bare med at uploade .zip-filen. Hvis du bruger UnoEuro, så har de en funktion i deres File Manager, der gør, at den automatisk udpakker filerne ved upload. Hvis du bruger et webhotel, der har cPanel, så uploader du først .zip-filen, hvorefter du markerer den og trykker ’Extract’. Husk at slette .zip-filen fra serveren efterfølgende.

6. Opdater wp-config

Slutteligt skal filen ”wp-config.php” opdateres. Find den, åbn den og tilpas så DB_NAME, DB_USER, DB_PASSWORD og DB_HOST, så der står databaseinformationerne for det nye webhotel.

Tillykke! Din hjemmeside er nu flyttet

Så er din hjemmeside flyttet. Husk at slette den gamle side efterfølgende, når du er sikker på, at alt kører, som det skal.

Nogle gange vil du opleve lidt fejl. Her er beskrevet nogle af de typiske – listen opdateres løbende.

 

  • Jeg kan ikke tilgå undersiderne. Gå ind i ”Indstillinger” -> ”Permanente links” og tryk på ”Gem ændringer” – så skulle det gerne virke igen.

Skal vi også hjælpe dig?

Hver måned hjælper vi 1-5 virksomheder med at øge salget. Skal din være den næste?

Jakob Bank

Jakob Bank
Stifter, ejer
+45 4242 1882
jb@offpiste.io

Jakob Bank

Jakob Bank
Stifter, ejer
+45 4242 1882
jb@offpiste.io